Taleskriver Sara Rützou

Taleskriver Sara Rützou

Min bryllupstale

Her kan du læse min egen bryllupstale til min mand.

Jeg har skrevet den i talesprog og husk, at en tale som udgangspunkt ikke skal læses men høres.

Du kan lægge mærke til min brug af en tydelig struktur, eksempler, humor og anekdoter som start og slutning.

Talen til Hans, 8. oktober 2022.

Første møde

Første gang Hans og jeg talte sammen var til en halloween fest hos nogle fælles venner, Fie og Nicolas. Det var Alice i eventyrland-tema, og du kom lidt senere end andre til festen for du havde været til en anden fest. Vi talte lidt sammen, og jeg kan faktisk ikke rigtig huske hvad vi talte om. Det jeg husker er, at jeg gik ud for at hente en øl til og da jeg kom ind i stuen igen, kunne jeg ikke lige se dig. Du sad ikke på sofaen mere. Du var nemlig faldet i søvn. Under et bord. Midt i festen. Og ingen reagerede rigtigt på det. Jeg spurgte en af de andre til festen, om du var okay. “Ja ja, det er bare Hans”.

Det var den første Hans, jeg mødte. Fulde-Hans. Os der er her i dag kender alle forskellige sider af dig. Du er stadig den første Hans, jeg mødte. Nu falder du bare oftere i søvn i vores kæmpe seng med to børn omkring dig. Knap så fuld men på en eller anden måde mere træt end dengang under bordet.

En bryllupstale er jo i genren lejlighedstaler med flest elementer fra hyldesttalen og der er lige noget for dig at blive hyldet. Og det svære er faktisk at begrænse mig. Jeg ved at retorikken dikterer at jeg ikke må lave en opremsning af top 25 ting, jeg kan lide ved dig. Men der er mange. Jeg kan virkelig godt lide dig. Så jeg vil fortælle tre grunde til, jeg elsker dig og på den måde hylde dig.

Jeg elsker dig, fordi du er ambitiøs, dedikeret og står ved dig selv. 

Ambitiøs

Den første grund til, at jeg elsker dig, er, fordi du er ambitiøs. Du har et skaberdrive, der går ud over hvad de fleste mennesker har - til sammen. Dit drive har gjort dig til en succes. Det er der ingen tvivl om, og vi lever et ekstremt privilegeret liv af den grund. Og jeg er stolt af det, du har opnået.

Men det er ikke det, jeg tænker på, når jeg siger, at jeg elsker dig for at være ambitiøs. Jeg mener, hvordan du er ambitiøs på livet. Du insisterer benhårdt på at have det bedste liv, du kan. Dine ambitioner handler nemlig om at have et liv og en hverdag, du elsker. Det gælder både et arbejdsliv, du elsker, men også meget om at have tid til os og børnene. Det gør, at dine ambitioner med fremtidige firmaer og mere succes er underlagt de vigtigste ting. At du har tid til at hente børn, tid til at drikke kaffe med mig om morgenen, tid til din familie og venner. 

Dine ambitioner handler også om at kunne hjælpe dem, der skulle have brug for det. For det tænker du meget på. Du er gavmild med din viden, og når nogle spørger dig om råd, siger du ja. Og også nogle gange, når de ikke har spurgt. 

Dine ambitioner på livet handler ikke om at have et lykkeligt liv altid - det handler om et liv med formål. Og du er mere drevet af at skabe værdi for andre mennesker end få materiel værdi. Det tror jeg, at vi er mange, der kan lære af. Det er noget af det, der gør dig til en inspiration, også for mig.

Dedikeret

Den anden grund til at jeg elsker dig, er, fordi du er dedikeret. Her mener jeg, hvordan du er dedikeret til os som par og os som familie. Dedikeret til kærlighed. For som du siger så elsker du kærlighed. Du tænker altid på os som et team, og det har du gjort fra starten af. Det er både i det små og det store. 

De første år af vores forhold var fyldt med dejlige oplevelser og forelskelse, men det var også påvirket af dit arbejde for du havde kun været i gang i et år med Clerk. Det var dengang, hvor du sjældent arbejdede under 12 timer på en dag. Du arbejdede så hårdt og sagde, at det ville blive det værd for det ville give frihed, når vi fik børn. Det tænkte du på den gang - ikke på prestige og penge men på os som team på lang sigt. Så du arbejdede og arbejdede, og jeg støttede dig. 

Og det blev det værd for da vi udvidede vores team med Johannes kunne vi bruge tre måneder sammen i starten af Johannes’ liv til at kigge på hans hastigt voksende deller. Jeg kunne sove længe hver morgen og på den måde passede vi på hinanden. Fordi vi er et team. 

For at få børn sammen er selvfølgelig det største, vi har prøvet. Det er jo vildt at opleve sammen. At blive så presset og så træt og så lykkelig og så bekymret og så tusind andre ting på en gang. Vanvittigt. Du siger nogle gange, at det bedste du har gjort for vores børn er at vælge mig som mor til dem. Det er nok det sødeste, du nogensinde har sagt. Og jeg har det på samme måde.

Du står ved dig selv

Den tredje grund til at jeg elsker dig, er, fordi du står ved dig selv. Det gælder alt, du rummer. Du rummer nemlig både Fulde-Hans, den første jeg mødte, og den ambitiøse Hans, og der er plads til det hele. Du hviler i dig selv uanset hvad du laver. Du kan høre heavy metal på roskilde festival med en strawberry daquri i hånden eller få tårer i øjnene ved at se billeder af børnene som babyer. Der er ingen facade med dig. 

Du er også sjov og kærlig og så er du bare rigtig meget far. Ikke bare din humor selvom den har været far-agtig længe før vi fik børn. Du er en fantastisk far. Den stærkeste, klogeste, sjoveste far - det her er vel og mærket ikke mine ord - det er bogstavelig talt sådan Johannes har omtalt ham. Jeg er gået op af trappen til 3. sal, slæbende på Johannes på ryggen og Astrid på armen. Du gik ved siden af mig uden at bære noget som helst. Om du havde ondt i ryggen på det tidspunkt, er ikke relevant for historien. Jeg bærer i hvert fald børnene og så siger Johannes til mig helt uopfordret: “men far er stærkere end dig”. I Johannes’ øjne er du den bedste, og jeg forstår godt hvorfor. Du beriger deres liv hver eneste dag. 

Du gør mig tryg

Du har gjort mit liv så meget bedre end jeg nogensinde kunne ønske. Vi joker med, at du har været den med flest humørsvingninger i vores forhold. Du har haft flest op og nedture som selvstændig. Men det er en del af vores forhold, at jeg har en kronisk lidelse. Jeg mødte dig efter depressionen stoppede, men jeg kommer med en diagnose og en sårbarhed, der vil være der altid. Min sygdom betyder, at jeg bringer noget alvor med mig i livet. Jeg var ærlig fra starten af, for du skulle vide, hvad du gik ind til, især når jeg først mødte dig efter jeg ikke længere var svært deprimeret. 

I mange år troede jeg, at jeg ikke kunne finde en at dele livet med, fordi jeg var syg. Det har jeg ikke følt en eneste gang siden vores allerførste date. For med dig føler jeg mig stærkere og mere tryg end nogensinde før.Vi har sammen skabt et liv, hvor vi sammen passer på hinanden.

At have en kronisk lidelse med stor risiko eller nærmest garanti for hårde mørke tider betyder, at jeg nogle gange føler, jeg lever på lånt tid. At jeg er lykkelig på lånt tid. Med god grund. Det er en skræmmende tanke. Jeg ved, at jeg kan klare mig, for det har jeg gjort før med hjælp fra min familie og venner, men nu er der så meget mere på spil. Med dig og børnene. Der er én grund til, at jeg ikke er bange hele tiden. Det er dig. På grund af dig, at jeg ved, at vi kan klare hvad som helst. At børnene kan klare det.

Ja til det hele

Vi har sagt ja til hinanden i dag, ja til hinanden i medgang og modgang. Men det er mere end det. Det er ja til det hele. Ja til mere af os.

Ja til solskinsdagene på legepladser, flere dates med tid til at se hinanden i øjnene og gode samtaler, flere glas vin i karnappen, flere fester og fejringer. Ja til flere børn i fremtiden og en større familie.

Også ja til uenigheder og diskussioner. Ja til flere gange, hvor du må fortælle mig, at det ikke er en konkurrence om hvem der er mest træt - fordi jeg (total rimeligt) synes, du ikke må være træt, når jeg har været oppe med børnene hele natten. Ja til gange hvor du er så meget i dit hoved, at der ikke er plads til andet.

I høj grad er det ja til flere hverdage. Mere pasta-kødsovs, flere tegnefilm på sofaen med børnene, flere hurtige kys i døren, mere træthed, ja til at høre de samme historier vi allerede har fortalt hinanden tyve gange.

Jeg vil det hele med dig. Derfor er jeg så helt utrolig lykkelig for, at du inviterede mig på den første date, hvor vi sad på trappen bag planetariet og bagefter drak guinness på Kennedys. Du sagde ja, da jeg friede og vi har begge sagt ja i kirken.

Jeg er heldig

I dag kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg er så heldig. Fordi du sagde ja til at gifte dig med mig, og fordi vi kan fejre kærligheden med alle vores venner og familie. Jeg er virkelig heldig. Jeg tror, at du tænker det samme i dag.

Jeg kan dog ikke være sikker. Vi har nemlig prøvet at gå en tur på stranden i Indien på en af vores rejser før børn. Vi holder i hånden og går i stilhed - og jeg tænker på, hvor utrolig heldig og lykkelig jeg er. At vi går der på stranden i solnedgang på en ferie med fantastiske oplevelser. Efter lidt tid spørger jeg dig så, hvad du tænker. “Hvordan man laver det perfekte sandslot selvfølgelig”. Selvfølgelig.

En skål for Hans, for alt han rummer, alt jeg elsker. For Hans, min mand <3

Brud og gom kysser på deres bryllupsdag

Taleskriver Sara Rützou

Tlf: 28493700

Sara@sararutzou.dk

www.dengodebryllupstale.dk

www.sararutzou.dk